Hvad skal vi spise til aftensmad ?

Moooarrr, hvad skal vi have at spise til aftensmad ?
Det spørgsmål får jeg flere gange dagligt fra mine børn.
Jeg er ikke særlig god til at planlægge hvad vi skal spise til aftensmad og jeg kan blive helt stresset ved tanken om, at andre børne familier har lavet en madplan for hele ugen. Det kan jeg bare ikke finde ud af!
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg har lyst til at lave og spise før vi nærmer os aftensmad tid og alle mand er begyndt at blive sultne. Det skaber altså nogle gange lidt problemer og jeg må ofte finde på et eller andet som er hurtigt, nemt og også gerne sundt!
Jeg syntes at det er svært at finde på, og ofte ender jeg med pasta med pesto, en kartoffelpizza lavet med en færdig pizzabund fra “Mette Blomsterberg” eller måske en spansk omelet.
Jeg savner at få udvidet mit “hurtig aftensmad” repertoire og gerne med opskrifter med få ingredienser.

Forleden opstod problemet så igen, og jeg havde lige serveret pasta den ene dag og pizza den anden, så min datter Viola var ikke helt tilfreds da jeg foreslog pasta igen, igen, så jeg måtte finde på noget andet!
Da jeg lidt for sjov bare foreslog vafler, blev jeg modtaget med store smil fra både min mindste og største datter, og jeg tænkte, hvorfor ikke!
Udfordringen var så at prøve at gøre vaflerne lidt sunde, og jeg endte med at lave en sundere version af vafler, hvor der både er havregryn og banan i og ingen sukker, så tænker at det ikke er så slemt. For at gøre dem ekstra sunde toppede vi vaflerne med jordbær, som vi om formiddagen havde plukket på jordbærmarken (Vi er så heldige at bo i Dragør hvor der er en “pluk selv” jordbærmark lige om hjørnet),  og brombær fra den lokale Føtex, se så endte det hele jo med at blive en lækker, nogenlunde sund ret som gjorde godt både for mave, øje og samvittighed.

Dagens fangst på jordbærmarken
Nemme bananvafler

Opskrift på nemme bananvafler
2 modne økologiske bananer
3 æg
1 dl grove havregryn
1 dl ølands hvedemel
1/2 tsk. salt
1/2 tsk. vaniliepulver fra Urtekram
Kokosolie til stegning

Fremgangsmåde
Mos bananerne godt med en gaffel og pisk dem sammen med æg, havregryn, vaniliepulver, mel og salt.
Varm vaffeljernet op og kom en klat kokosolie på, steg vaflerne til de er gyldne og sprøde.

Server straks og top dem med massere af friske bær!

Man kan også lave vaflerne som pandekager, hvis man ikke lige har et vaffeljern.

Man kan også lave vaflerne som pandekager, hvis man ikke lige har et vaffeljern.

Skriv et svar